Det Digitale Råd udgav i november 2009 rapporten ”På sporet af den digitale velfærd”. Vi har i forlængelse heraf modtaget mange positive tilkendegivelser og opfordringer til at konkretisere visionerne i en egentlig business case.
Vi har taget udfordringen op og udarbejdet en business case for omstilling af folkeskolen til den digitale fremtid. Business casen giver et bud på, hvordan der kan skabes en skole, som er bedre rustet til fremtiden, samtidig med at vi står i en situation, hvor der på landsplan vil mangle lærere om få år. Rådets business case viser, hvordan denne vanskelige situation kan bruges som springbræt for en omfattende digital transformation af skolen.
Den digitale transformation af folkeskolen er ikke en spareøvelse – det er en
nødvendig omstilling af skolen. Vi er overbevist om, at Danmarks muligheder i en globaliseret verden er helt afhængige af, at skolen forbereder og udvikler vores børn til fremtidens samfund.
Denne rapport fra Det Digitale Råd har fået karakter af en antologi med en business case skrevet af Rådet og bidrag fra fem aktører. Rådet og bidragyderne er kun ansvarlige for deres egne bidrag, og de enkelte bidragsydere er således ikke nødvendigvis enige i betragtninger og synspunkter fremført i rapportens øvrige dele.
Vi synes, at der gennem den samlede rapport tegner sig en rød tråd. Den digitale verden åbner for muligheder og kreativitet – og transformationen er allerede i gang på mange skoler rundt om i landet. Meget vil kunne klares lokalt gennem fremsynede initiativer i kommuner og på skoler, men udviklingen vil få yderligere momentum, hvis der fra statslig side følges op i forhold til eksempelvis digitale læremidler, seminarieuddannelser og opkvalificering af lærerne.
God læselyst!
Det Digitale Råd
Lars Monrad-Gylling, KMD
Jørgen Bardenfleth, Microsoft
Henrik Schlægel, ScanJour
Martin Lippert, TDC
Undervisningsminister Tina Nedergaards tale ved lanceringskonferencen: "It i undervisningen er et middel til målet"
Temaanalyse_folkeskolen.pdf (529.61 kb)
Deltagerliste.pdf (57.04 kb)
Jørgen Bardenfleth - Introduktion.pdf (3.32 mb)
Mads Riise - Den digitale skole - en forælders forventninger.pdf (6.42 mb)
Gunnar Nordestgaard - Den Digitale Skole (DDS).pdf (1.68 mb)
Jørgen Bardenfleth - Hvordan omstiller vi folkeskolen til en ny tid.pdf (1.05 mb)